Forsiden > KULTUR >Smileforsøg piller ved myterneUdgivet: 21. september 2009 kl. 09:21 og er vist 1659 gangeMed andre ord: resultaterne fra den store undersøgelse af sande og falske smil, der blev foretaget på videnskab.dk, er kommet, og de sår tvivl om nogle af de faste opfattelser, vi har af empati og vores sociale intelligens. Mere end 26.000 danskere har deltaget i smileundersøgelsen, der er lavet i et samarbejde mellem Dansk Naturvidenskabsfestival og Decision Neuroscience Research Group på Copenhagen Business School (CBS) og Hvidovre Hospital. "Det betyder, at selv om sådan nogle internetundersøgelser altid er usikre, har vi fået et fingerpeg om nogle sammenhænge, som det er værd at undersøge nærmere", forklarer Thomas Z. Ramsøy, der er ph.d. og ansat som seniorforsker ved Decision Neuroscience Research Group på CBS og på Hvidovre Hospital. Undersøgelsen bestod af en test af folks evne til at sætte sig i andres sted - deres empati, og en test, hvor man skulle afgøre om en person på et billede smiler ægte eller falsk. Resultaterne peger på tre tendenser: Mænd var generelt en smule bedre til at skelne sande og falske smil end kvinder, og unge var en smule bedre end ældre. Samtidig var folk med høj og lav score i empati-testen en smule dårligere til at skelne ægte fra falske smil end de, der havde en empatiscore i mellemklassen. "Hvorfor det kan være sådan, ved vi ikke, men det er noget af det, som vi nu kan rette vores forskning mod at få afklaret", siger Thomas Z. Ramsøy. Han understreger, at resultaterne i sig selv er for usikre, til at man kan drage håndfaste konklusioner ud fra dem, men at forskerne vil bruge dem som inspiration til det videre arbejde med at finde ud af, hvad der bestemmer, at nogle mennesker er virkelig gode til at aflæse de signaler, andre sender gennem deres mimik og kropssprog, mens andre er meget dårlige. "Vi håber med tiden at lære så meget om evnen til at genkende følelser og stemninger i andre folks ansigter, at man kan hjælpe for eksempel autister eller svært generte til at klare sig bedre i sociale situationer, hvor de ofte har det meget svært", forklarer Thomas Z. Ramsøy. Testen er en del af Dansk Naturvidenskabsfestival 2009, der foregår 21. til 25. september og har til formål at skabe begejstring for naturvidenskab. Det er Dansk Naturvidenskabsformidling, der står bag festivalen, og direktør Mikkel Bohm er godt tilfreds med resultatet af smileundersøgelsen: "Når mere end 26.000 mennesker vil bruge tid på at deltage, viser det jo tydeligt, at naturvidenskab er fængende. Det er det samme, som elever i hele denne uge vil opleve, når de arbejder med et af de eksperimenter, vi sender ud, møder nogle af de forskere, der rejser rundt og fortæller om deres arbejde eller er med til et af de mange lokale arrangementer i hele landet", siger Mikkel Bohm. Naturvidenskabsfestivalen involverer mindst 100.000 elever i grundskolen og gymnasiet. Blandt andet er 25.000 elever i gang med at lave landets største undersøgelse af indeklima, når de skal kortlægge skimmelsvamp og teste for dårlig luft i klasselokalerne. På www.naturvidenskabsfestival.dk kan man finde en oversigt over arrangementerne under festivalen, og downloade pressebilleder af sande og falske smil. Kilde: Dansk Naturvidenskabsformidling Del artiklen på Facebook, klik her
Har du en kommentar til artiklen? Så skriv din kommentar her:annonce
Kommentarer:Se kommentarer til andre artikler
Endnu ingen kommentarer til denne artikel
Klik her for at komme til forsiden med oversigt over nyeste annoncer og artikler. |
|||||||
Shopping
Artikler
|
| (C) WebAvisen.dk |