WebAvisen.dk - Online nyheder

<-- Læs forrige
Ny kontrol: Er der svin i lammefarsen?
Læs næste -->
Sidste nyt: Nu åbner pisterne i Sverige

Forsiden > ANDET >



Kun hver anden europæiske virksomhed er forberedt på krise

Udgivet: 6. november 2009 kl. 16:15 og er vist 1854 gange

Halvdelen af de europæiske virksomheder har ikke noget beredskab og er dermed dårligt forberedte på at håndtere en omdømmekrise. Det viser en ny undersøgelse, som Penn, Schoen & Berland har lavet for det internationale kommunikationsbureau Burson-Marsteller blandt 200 europæiske virksomhedsledere. De manglende beredskaber står i skærende kontrast til risikoen for at havne i en krise, for 60 procent af de adspurgte virksomhedsledere svarer, at de har oplevet en krise, og flere end halvdelen har været i krise inden for det sidste år.

Selvom kun halvdelen af virksomhederne har kriseberedskaber, er de fleste enige i, at kriser kan have store konsekvenser for både omdømmet og bundlinjen. Og spørger man de virksomheder, der har været i krise, og som havde et beredskab, om det var pengene værd, svarer hele 94 procent, at beredskabet har reduceret omkostningerne ved krisen væsentligt.

Ifølge undersøgelsen kan virksomheder med en kriseplan således i gennemsnit spare en tredjedel af de omkostninger, der er forbundet med en krise i forhold til en uforberedt virksomhed, hvilket virksomhedslederne blandt andet forklarer med, at efterdønningerne efter en krise er væsentlig kortere, hvis man har et kriseberedskab.

"Risikoen for at havne i en krise har aldrig været større, end den er nu, hvilket blandt andet hænger sammen med, at flere og flere interessenter stiller krav til virksomhederne, men også med den digitale udvikling og globaliseringen, der betyder, at informationer spredes hurtigere og på en meget mere ukontrollabel måde. Mange virksomheder ignorerer udviklingen, lukker øjnene og håber det går. Undersøgelsen dokumenterer, at det er en meget farlig strategi, der kan ende med at koste mange penge," siger Kim Larsen, der er direktør i Burson-Marsteller.

Undersøgelsen blev lanceret på en konference onsdag den 4. november i London afholdt af Burson-Marsteller for flere end 60 kommunikationsdirektører fra større virksomheder og eksperter i krisekommunikation fra hele Europa, Mellemøsten og Afrika. Hovedtaleren ved konferencen var USA?s tidligere minister for National Sikkerhed, Michael Chertoff, der nu driver konsulentvirksomheden Chertoff Group, der har speciale i sikkerheds- og risikoanalyser.

"Den dyreste fejl, en virksomhed kan begå, er at forsømme at investere i kriseberedskab," siger Michael Chertoff og fortsætter: "Nogle kriser er uundgåelige, men omhyggelig planlægning og forberedelse kan mærkbart reducere risikoen og omfanget af virksomhedskriser. Virksomheder, der vælger at investere i kriseplaner, vil være i en bedre position i tilfælde af en krise og vil samtidig være hurtigere end deres konkurrenter til at komme på fode igen".

Kilde: Burson-Marsteller


Del artiklen på Facebook, klik her






Har du en kommentar til artiklen? Så skriv din kommentar her:

Dit navn: Din hjemmeside (valgfrit):

Kommentar:

Betingelser for kommentarer: Alle kommentarer bliver gennemgået inden publicering og WebAvisen.dk forbeholder sig ret til at afvise kommentarer.
Markér for at acceptere betingelser:      

annonce
<-- Læs forrige
Ny kontrol: Er der svin i lammefarsen?
Læs næste -->
Sidste nyt: Nu åbner pisterne i Sverige


Endnu ingen kommentarer til denne artikel


Klik her for at komme til forsiden med oversigt over nyeste annoncer og artikler.



Søg på WebAvisen.dk


Shopping
Artikler
(C) WebAvisen.dk

WebAvisen.dk udgives af Peak Production, 4760 Vordingborg

WebAvisens politik til beskyttelse af personlige oplysninger


PeakCounter