Forsiden > INDLAND >Højskole først med iværksætterlinie Del artiklen på Facebook, klik her
Udgivet: 3. juli 2007 kl. 10:50 og er vist 1196 gange - De unge skal have en klar fornemmelse af, hvad de skal tænke igennem og planlægge, inden en eventuel start som iværksætter. Sådan beskriver forstander, Jacob Kjærsgaard Mortensen formålet med en ny iværksætterlinie, som Hadsten Højskole starter i samarbejde med Østjysk Iværksættercenter. Højskolen i Hadsten er åben for elever fra hele Danmark, og det er den første højskole, der får en erhvervsrettet iværksætterlinie. Her får unge, som måske kunne tænke sig at blive iværksættere, en slags væksthus eller eksperimentarium, hvor de kan afprøve deres ideer i et kreativt samspil med andre unge. Eleverne får også nogle vigtige redskaber, og en indføring i begreber som jura, økonomi, forretningsplan, PR og markedsføring. Desuden møder de erhvervsfolk, som deler ud af deres egne erfaringer. - Iværksætterliniens styrke er, at de mennesker, som eleverne kommer til at snakke med her, også er de personer, de ville komme til at snakke med, hvis de skulle realisere deres planer i virkelighedens verden, siger Jacob Kjærsgaard. Den eksterne kursusleder på iværksætterlinien er centerleder Gregers Petersen fra Østjysk Iværksættercenter. Ud over konkrete, faglige input, byder programmet på en række virksomhedsbesøg hos etablerede iværksættere. Ideen til en iværksætterlinie er opstået, fordi højskolen i nogle år har haft en kulturel iværksætterlinie, hvor eleverne undersøgte mulighederne for at starte foreninger eller kulturprojekter. Selv om det ofte drejede sig om frivilligt arbejde, var det - også her - vigtigt, at eleverne lærte at lægge et ordentligt budget. - Sådan som virkeligheden ser ud i dag, kommer man ikke langt, hvis man ikke ved noget om økonomi, siger Jacob Kjærsgaard. En dag vandrede den første elev ind på højskolen med en konkret, erhvervsrettet idé, og ønsket om en mere erhvervsrettet linie blev for første gang drøftet. I dag har de unge stigende fokus på iværksætteri, og det er grunden til, at Hadsten Højskole har taget udfordringen op, selv om det er et utraditionelt fagområde for en højskole. I praksis bliver den nye iværksætterlinie et valgfag på linie med 48 andre fag. Det vil sige, at man for eksempel kan vælge iværksætteri tre timer om ugen og supplere med teambuilding og idræt eller musik. Man kan også vælge at følge både det kulturelle spor og erhvervssporet indenfor iværksætteri på samme tid. - Med det nye iværksætterfag, vil vi gerne i kontakt med en ny gruppe unge, som ellers ikke ville have valgt at gå på højskole, siger Jacob Kjærsgaard. - De kan helt sikkert tilføre os noget nyt. Til gengæld kan vi også give dem nogle ekstra gevinster, som de ikke ville få, hvis de gik den lige vej. Her tænker jeg på tid til at lege med idéer og til afklaring af mål og midler, samt mulighed for personlig udvikling. At kende sig selv er en vigtig ballast, hvis man skal ud at prøve kræfter i erhvervslivet. Det at være iværksætter handler ikke bare om det faglige, - det er en livsstil, siger Jacob Kjærsgaard. Hadsten Højskole samarbejder ofte med lokale kræfter. For eksempel har elever fra højskolen taget initiativ til et samarbejde med den lokale biograf om et arrangement for byens 6. klasser. Det vandt eleverne højskolens iværksætterpris for. Et andet hold hjalp med at etablere et klubtilbud i fritiden for nogle lokale 7. klasser. Desuden er højskolen involveret i det årlige familiecykelløb i Hadsten. - Hvem ved, hvad der kan opstå af spændende ideer på den nye iværksætterlinie? Vi har ikke nogen eksamen her, og det giver tid og rum for eleverne til at komme og have fokus på for eksempel iværksætteri i en periode, siger Jacob Kjærsgaard. Hadsten Højskole har plads til 90 elever fra hele Danmark. Der er mulighed for at tilmelde sig den nye iværksætterlinie helt frem til studiestart den 19. august.
Har du en kommentar til artiklen? Så skriv din kommentar her:Kommentarer:Se kommentarer til andre artikler
Endnu ingen kommentarer til denne artikel
Klik her for at komme til forsiden med oversigt over nyeste annoncer og artikler. |
|||||||
Shopping
Artikler
|
| (C) WebAvisen.dk |