Dansk Ventilation anbefaler, at lavenergihuse forsynes med enkle og overskuelige installationer til opvarmning og ventilation, og at der følger instruktioner med. Anledningen er en undersøgelse fra SBi, hvor 40 lavenergihuse i Herfølge brugte mere energi end forventet - selv om teknikken og teknologien var i orden.
Lavenergihuse er fremtiden. Ikke som eksperiment, men som konsekvens af bygningsreglementets stadig skrappere regler for energiforbruget i nybyggeri. Derfor var det en dårlig nyhed, da SBI for nylig fortalte om et alt for højt energiforbrug i 40 nyopførte lavenergihuse i Herfølge.
I tiden efter indflytningen brugte husene i gennemsnit 30 procent mere energi end forventet, og beboerne klagede over høje indetemperaturer om sommeren og problemer med at opretholde stabil varme i de kolde perioder. SBi gennemgik husene for tekniske fejl og mangler uden at finde noget alvorligt - men peger på, at valget af gulvvarme som distributør af varmen er uheldigt, og at de sydvendte vinduespartier, som bidrager til opvarmningen om vinteren, bør kunne solafskærmes om sommeren.
SBi fremhæver desuden, at beboerne i flere tilfælde har fået mangelfuld rådgivning om brug og betjening af varme- og ventilationsanlæggene. Og brugsanvisningerne var slet ikke velegnede til almindelige parcelhusejere.
Direktør Christen Galsgaard i brancheforeningen for godt indeklima, Dansk Ventilation, siger om undersøgelsen, at det er vigtigt at fokusere på, at de 40 husejere i Herfølge står med huse, som pt. ikke fungerer efter hensigten:
- Solafskærmningen kan eftermonteres, og systemet med gulvvarme fungerer som det skal, men har en lidt langsommere reaktionstid over for skift i udetemperaturen end for eksempel radiatorer med termostatstyring. Husene er velisolerede og udstyret med rigelig kapacitet til at kunne levere en tilfredsstillende temperatur. Alt peger på, at varmeanlæggene enten ikke har været indstillet korrekt, eller at beboerne ikke selv har været i stand til at ændre indstillingerne, eller begge dele, siger Christen Galsgaard.
Det betyder dog ikke, at rapporten fra SBi blot kan lægges i arkiv. Tvært imod er der god læring til alle, der udvikler, producerer, projekterer og installerer varme- og ventilationsanlæg til det lavenergibyggeri, som absolut er kommet for at blive, mener Christen Galsgaard:
- Det er vigtigt, at anlæggene er så enkle og robuste som muligt. Det nytter ikke at bygge en højteknologisk rumstation ind i et ganske almindeligt beboelseshus, og der er i øvrigt ingen grund til at gå amok i højteknologi, for der er mange effektive og overskuelige løsningsmuligheder på markedet. Almindelige mennesker har ingen forudsætninger for at betjene komplicerede anlæg, og de har hverken lyst eller tid til at beskæftige sig med den slags i hverdagen, siger Christen Galsgaard og fortsætter:
- Samtidig er det vigtigt at de, der projekterer og installerer anlægget, gør sig den ulejlighed at instruere husets beboere i, hvordan teknikken og teknologien faktisk fungerer. Man kan holde et lille, effektivt kursus i huset, men ofte vil en godt gennemarbejdet trin-for-trin manual være fuldt tilstrækkeligt. Der er tale om enkle, fysiske principper med et højisoleret hus og et integreret system for opvarmning, varmegenvinding, ventilation med aktiv rensning af luften og optimal udnyttelse af varmekalorierne i udeluften. Det er ikke nær så indviklet, som det måske lyder, og hvis der gives god og fornuftig besked om principper og funktioner, vil et velprojekteret anlæg fungere upåklageligt i praksis.
Kilde: Dansk Ventilation